Henriks Markservice: Reddet af digitalisering

Papirbunker og bøvl med faktureringen var så stor en belastning, at Henrik Pedersen havde taget den første telefonopringning til revisoren for at sælge virksomheden. CustomOffice har givet ny energi

Med Henrik Pedersens egne ord, så er han ikke skabt til kontorarbejde. Han kan bedst lide at sidde på en traktor eller én af de andre maskiner. Der var derfor, han i sin tid startede maskinstation. Desuden er han ordblind og benytter sig af oplæsningsprogrammet Siri.

– I 2017 havde vi en frygtelig våd sommer. Gang på gang aftalte jeg noget med kunderne og siden medarbejderne for senere at måtte lave det om. Jeg synes, at det hele var lidt træls, og jeg spekulerede frem og tilbage og overvejede også at ansætte en kørselsleder. Det var på det tidspunkt, at jeg ringede til revisoren for at høre nærmere om mulighederne for at sælge virksomheden.
Henrik Pedersen benytter Helle Bloch, som er selvstændig bogholder, og hun pressede på for at finde en løsning. Hun syntes, at det var synd at opgive en god forretning.

Har lagt alle arbejdsfunktioner ind

Det var første gang på tale at digitalisere dagsedlerne for et par år siden, og jeg havde også kigget på CustomOffice, men syntes, at det var for dyrt for en lille virksomhed. Så kom jeg i snak med én, som kendte Per Ole Rothmann hos CustomOffice, og jeg talte med ham første gang i efteråret 2016. Det lød rigtig spændende, og i november 2017 fik jeg og de første medarbejdere installeret en app og begyndte så småt at tidsregistrere.
– Vi besluttede tidligt at gå all-in med den fulde løsning. Det betyder, at der har været rigtig meget forarbejde med at få alle arbejdsfunktioner og maskintyper lagt ind. Vi gør det meget i totale pasningsordninger. De har forskellige priser afhængigt af forholdene, så vi opererer med mange prisstrukturer, der er lagt ind, sådan at Helle umiddelbart kan fakturere, når jeg har godkendt en arbejdsopgave, fortæller Henrik Pedersen.
Helle Bloch håber dermed på et bedre flow, når regningerne bliver sendt ud hurtigt. Det skulle gerne vise sig på kassekreditten.
– Folkene har taget rigtigt godt imod systemet. Vi fandt en superbruger blandt medarbejderne, som hjælper med at sætte de andre ind i det, og det er vigtigt, at vi har brugt tiden på at bygge det op med alle detaljer, så folkene virkelig kan se fordelen ved systemet, fortæller Helle Bloch og føjer til, at Henrik Pedersen også har fået meget mere luft, og nu taler om at lave APV, holde MUS-samtaler med medarbejderne, og for øvrigt er han ved at bygge en ny maskinhal.
Henrik Pedersen understreger vigtigheden af at få skabt et godt grundlag i systemet.
– Vi har brugt meget tid på at bygge det op med vores informationer om arbejdsopgaverne, og vi har haft en god dialog med Per Ole Rothmann fra CustomOffice, hvor systemet er blevet tilpasset. De taler virkelig et maskinstationssprog og ikke et it-sprog, som vi ikke forstår noget af, siger Henrik Pedersen.
– Det fungerer rigtig godt, og det er ikke et system, som jeg er forhindret i at bruge, fordi jeg er ordblind. Tværtimod. Der er mange ikoner og farver, som hjælper én med at finde rundt i det, og endelig fungerer det sammen med Siri, hvis der er brug for at få noget læst op.

Mange totalpasninger

Henriks Markservice er en mindre maskinstation med fem ansatte, som arbejder meget med grovfoder til kvægbesætninger.
– Jeg arbejder en del med økologi ikke mindst i majsproduktionen, hvor vi har maskiner til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Jeg overvejer også at gå ind i pløjefri jordbehandling. Det gælder om at holde omkostningerne nede. Pløjefri jordbehandling har jeg hentet inspiration til fra en tur til Argentina, hvor de får ca. det samme for mælken, men kun har de halve omkostninger. Jeg har også en ukrudtsbrænder som én af kun to i landet til pesticidfri ukrudtsbekæmpelse i majs. Jeg prøver i det hele taget at gøre noget andet end alle de andre maskinstationer er også én af de få, som kører med vognene efter finsnitterne. Det er blandt andet, fordi jeg prioriterer faste kørespor. Jeg tænker, at vi kan undgå at konkurrere så direkte med andre maskinstationer ved at gøre det lidt anderledes.
– Vi satser en del på totalpasninger primært for kvægbedrifter. Så kan kvægfolkene koncentrere sig om det, de er gode til, og vi laver det, vi er gode til, siger Henrik Pedersen.
– Vi arbejder udelukkende med landbrugsarbejde, og jeg bruger en del tid uden for sæsonen på at planlægge totalpasningerne. Jeg kan godt lide kundekontakten og dialogen med kunderne. Der planlægger vi så årets gang, og hvordan det forskellige skal laves, fortæller han.

Kundecasen er oprindelig bragt i magasinet:

Kundecases:

Load More Posts
2018-10-29T15:17:39+00:00