En dag, der forenede 10-års jubilæum med ny viden og stærkt netværk, og gav deltagerne inspiration til både drift, udvikling og hverdagens planlægning.
I slutningen af november mødtes 60 deltagere fra omkring 45 maskinstationer i Herning til en af branchens største netværksdage. Samlingen markerede samtidig 10 år med CustomOffice, der i dag er en fast del af hverdagen hos mange maskinstationer.
Fællesskabet var en vigtig del af dagen. Som branche står maskinstationerne over for mange af de samme behov og udfordringer, og netop derfor giver det værdi at mødes og dele erfaringer. Det er også udgangspunktet for CustomOffice, som gennem 10 år netop er blevet udviklet tæt sammen med brugerne. Og med et stort fokus på at skabe en digital standard, der passer præcist til branchen og dens arbejdsrytme.
På programmet var blandt andet et oplæg fra Jacob Teilmann Andersen, ejer af kommunikationsbureauet AgriKom, som satte fokus på, hvordan god kommunikation kan være afgørende for at tiltrække og fastholde medarbejdere. Derudover tog Morten Damsgaard deltagerne med på en tur gennem de nyeste maskinnyheder og tendenser fra Agritechnica 2025.
Midt i alt det faglige og de gode dialoger var der et særligt punkt på programmet, som mange havde set frem til: en gennemgang af de nyeste funktioner i CustomOffice. For selv om dagen handlede om netværk og faglighed, handlede den i lige så høj grad om praktiske løsninger, der kan mærkes ude i dagligdagen.
Overblik over de nyeste funktioner i CustomOffice
Et af dagens vigtigste programpunkter var introduktionen til nye og nyere funktioner i systemet. Det var Carsten Holm Christensen, Custom Success Manager i CustomOffice, der stod for gennemgangen. I sit daglige arbejde hjælper han både vognmænd og maskinstationer med at få mest muligt ud af deres digitale værktøjer, og han kender derfor branchens muligheder og udfordringer helt tæt på.
Med afsæt i hverdagen gennemgik Carsten en række udvalgte funktioner, der kan skabe mere struktur, overblik og ro i planlægningen.
Medarbejdergrupper giver overblik i en travl kalender
En af de funktioner, som mange allerede arbejder med, men som endnu flere kan få glæde af, er medarbejdergrupper. En funktion, der gør det muligt at opdele medarbejdere efter arbejdsområde, så kalenderen bliver langt nemmere at navigere i.
“Mange fortæller mig, at kalenderen nogle dage føles som et puslespil. Med medarbejdergrupper falder brikkerne lidt lettere på plads for dem, der sidder med planlægningen,” forklarer Carsten.
Ved at gruppere medarbejdere i arbejdsområder såsom mark, værksted og transport kan man filtrere sin kalender og dagssedler og få et mere præcist overblik over både bilag, log og statistik. For maskinstationer med flere teams giver det et tydeligt løft i hverdagen.
“Når overblikket er i orden, bliver resten af planlægningen automatisk lettere,” fortæller Carsten.
Udvidet log giver styr på detaljerne
Dernæst gav Carsten gæsterne et indblik i, hvordan den udvidede log kan skabe et større overblik i udvalgte opgaver, hvor dokumentation spiller en afgørende rolle.
“Funktionen gør det muligt at registrere alle de små detaljer, der før har været svære at holde styr på. Det kan f.eks. være observation af fugt i halm, registrering af vækststadie i marken, kørt areal, ruter, kilometer og afhentnings- og leveringspunkter,” forklarer Carsten.
For opgaver, der kræver sporbarhed, giver udvidet log både tryghed og et stærkere udgangspunkt i dialogen med kunderne. Det kræver lidt opsætning ude hos den enkelte, men til gengæld er gevinsten, at vi får en bedre kvalitet i dokumentationen.
Sagsstyring giver struktur i de komplekse opgaver
Sagsstyring var næste punkt på dagsordenen. Funktionen er stadig under udvikling, men allerede nu står det klart, at den kan gøre en forskel.
“For mange maskinstationer består en opgave af flere små dele, som traditionelt er blevet registreret hver for sig. Med sagsstyring samles alt på én sag og kan indeholde både fotos, arbejdssteder, noter og delopgaver,” forklarer han.
For dem, der arbejder projektorienteret, kan sagsstyring betyde mindre administration, færre enkeltfakturaer og en mere detaljeret indsigt i opgaverne, før de afsluttes.
Arbejdsbelastning og 48-timersreglen
Mange maskinstationer efterspørger en bedre måde at følge medarbejdernes arbejdstid på året rundt. Med en funktion, der opsummerer arbejdsbelastningen, kan man automatisk få udregnet den gennemsnitlige arbejdstid over 16 til 52 uger og se, hvor hver medarbejder ligger i forhold til 48-timersreglen.
“Det handler om at give jer et værktøj, der skaber overblik, og ikke om kontrol,” understreger Carsten.
Det giver ledelsen et opdateret beslutningsgrundlag, som gør planlægningen lettere, uanset om man står midt i højsæson eller i de mere stille perioder.
CO₂e-beregning på opgaver
Endelig præsenterede Carsten en CO₂e-beregner, som snart bliver en del af systemet.
Efterspørgslen kommer især fra entreprenør- og transportopgaver, hvor kunder ønsker bedre indsigt i klimaaftrykket.
“For mange bliver CO₂e ikke kun et dokumentationskrav, men et konkurrenceparameter,” siger Carsten.
Funktionen udregner CO₂e pr. kilometer eller pr. opgave baseret på kørselsdata og maskinforbrug. Det giver både kunder og maskinstationer et mere præcist billede af opgavens miljøpåvirkning, hvilket i stigende grad kan være et krav hos nogle kunder.
Har du brug for hjælp til at komme i gang?
Flere af funktionerne kræver lidt opsætning eller tilpasning, før de virkelig folder sig ud i hverdagen. Hvis du vil høre mere om mulighederne, eller har brug for hjælp til at sætte noget op i jeres system, er du altid velkommen til at tage fat i din konsulent hos CustomOffice.
Uanset om det handler om at afprøve en ny funktion, optimere jeres arbejdsgange eller finde ud af, hvad der giver mest mening for netop jeres maskinstation, står vi klar til at hjælpe.